tirsdag den 18. juni 2013

Fedt at være selvstuderende – sammen!


6 år tog det for Antonia og Niels Antonio Kløvedal at blive studenter.
- Men pyt med det, siger de i kor.
- Vi har haft rigtig god tid til at leve vores liv sideløbende med. Og så har det været fedt at studere – sammen.
Niels Antonio og hans søster Antonia bor begge i et bofællesskab på Planteskolevej i Odense, hvor de i øvrigt er vokset op.
Og sammen med 7 andre med samme adresse har de læst hf som selvstuderende – en gruppe som af gode grunde har været kendt på HF & VUC FYN som Planteskolevejsgruppen.

Musiker og hjælper

Niels Antonio Kløvedal, musiker -
nu også med hf-eksamen
Niels Antonio har rejst landet rundt som musiker – sideløbende med sit studie.
Antonia har været handicapmedhjælper.
Men de ville også gerne have lidt almen dannelse. Så hvorfor ikke tage en hf, tænkte de.
- Så nu ved vi både lidt om Søren Kierkegaard og Henrik Pontoppidan. Ikke så tosset, som de siger.

Vil være tegnsprogstolk

Niels Antonio har ikke noget, han vil bruge sin hf til lige nu og her. Han vil fortsætte turnélivet på de danske landeveje.
Men Antonia har fundet ud af, at hun vil være tegnsprogstolk.
- Hvordan jeg er kommet på den ide? Jo, nu skal du høre, siger Antonia og begynder at forklare.
En dag var min mor i IKEA. Og på en af de mange tv-skærme så hun et indslag, hvor der optrådte en tegnsprogstolk.
Antonia Kløvedal, hf-student og snart
tegnsprogs-studerende
- Var det ikke noget for dig, spurgte hun.
Det tænkte jeg lidt over og blev enig med mig selv om, at det lød ganske interessant.
Og efter sommerferien regner Antonia med at starte med at læse til tegnsprogstolk på UCC i København.

Altid godt at have

Så for Antonia førte det rent et rent lystbaseret altså videre mod et liv med tegnsprogstolkning. Niels Antonio nøjes foreløbig med at være blevet klog på en masse ting - og spille til glæde for mange musikglade danskere.
- Men hvem ved. Måske jeg en dag for brug for min eksamen til et eller andet studie – og så har jeg den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar