mandag den 2. december 2013

Søfarts hf, Svendborg:
Fra Rotterdam til Caracas

Novembersolen kan godt have stor kraft – glimtvis.
Det kan regnbygerne også, og det havde de, da kursister fra hf søfart deltog i en mand over bord øvelse i Svendborg Havn som del af projektugen ”Fra Rotterdam til Caracas”.
”Sejladsen” går med tankskibet Torm Gerd ”Fra Rotterdam til Caracas”, og Mand over bord øvelsen i havnen var blot et led i en større planlægning af den imaginære tur tværs over Atlanten.


Realistisk
Underviser på Svendborg Søfartsskole, Kresten Wium Petersen, har selv sejlet med Torm Gerd og kender skibets specifikationer.
- Så med det skib i bevidstheden kan vi gøre øvelserne meget realistiske, siger underviseren – iklædt arbejdsdragt og klar til at tage hf’erne med ud på Svendborgsund i søfartsskolens fast rescue boat.

20 pct. kvinder
For Christoffer Teglgaard er Mand over bord øvelsen i Svendborg Havn en forberedelse til en  fremtidig karriere inden for Det blå Danmark.
- Og samtidig tager jeg en hf-eksamen uden at være limet til skolebænken. Og det er vigtigt.  Jeg har aldrig været den type, der kan sidde stille i lang tid, siger han.

Christoffer Teglgaard går bevidst efter en karriere inden for søfarten. Det gør Nadja Brandt ikke - alligevel hopper hun her i overlevelsesdragten - klar til at hoppe i det vinterkolde vand i Svendborg Havn

 
En afvekslende skoledag
Christoffers medkursist, Nadja Brandt, er derimod nået til den erkendelse, at hun ikke skal til søs – i hvert fald ikke på broen eller i maskinrummet.
Jeg vil højest bruge et sabbatår som tjener til søs, fortæller hun.
Men selv om Nadja ikke vil bruge sin hf søfart til en uddannelse inden for området, er hun glad for sin ungdomsuddannelse i det sydfynske. Det er et fantastisk sted at gå i skole. Vi har det rigtig godt sammen, og så er det jo meget afvekslende at komme herned på havnen og lave en Mand over bord øvelse. - Vi skal også finde ud af, hvordan vi vil lave beslag til skibet i værkstedet.  Og vi skal regne ud, hvor meget mad vi skal have med til vores 3 måneder til søs. Det er en helt anden måde at gå i skole på – og jeg nyder det, siger hun.

Nadja Brandt hører til de 20 procent kvinder som går på hf søfart i Svendborg og modtager undervisning i almindelige hf-fag og søfarts-relevante emner som maskinlære, sikkerhed til søs, førstehjælp, vedligehold, brandbekæmpelse etc.
Ud over en hf-eksamen tager hun således også en uddannelse som skibsassistent og første modul af skibsofficersuddannelsen som en del af Søfarts hf.
hf-søfart er gratis og SU-berettiget som andre hf-tilbud. Kursister under 18 år kan tilmed bo og spise gratis på Svendborg Søfartsskole, hvis de har mere end 5 kvarters transporttid til skolen. Kursisterne kommer fra hele landet.

Kommer redningsbåden nu sikkert i vandet - jobbet med at styre kranen kræver stor koncentration
Klar til redningsaktion under kyndig instruktion af underviser Kresten Wium Petersen






Ingen kommentarer:

Send en kommentar