onsdag den 2. april 2014

Julie hadede, hvad hun så i spejlet

Nu fortæller den tidligere VUC-kursist om sit liv i teaterstykket ”Min krop min sjæl mine ar” Teaterstykket har premiere på Posten den 6. april 2014 



Af journalist Hans Havgaard Hansen

Julie Eifelt Bjørling fra Odense er en reflekteret pige. Hun ser godt ud og virker glad.
Ikke desto mindre har hun hele sin barndom opfattet sig selv som en dum og grim pige, og hun har tvivlet på sin ret til livet.
6. april – på Posten - kan du følge Julies fortvivlelse som teater. Du kan følge hendes kamp for at få hjælp til sin psykiske sygdom, og hendes kamp for at komme igennem uddannelsessystemet – en kamp hun stadig kæmper – om end kampen er på stand by for en tid.

Skal vi være kærester?

Julies problemer startede allerede tilbage i børnehaven, hvor hun begyndte at knibe og kradse sig selv.
- Og allerede som 12 årig havde jeg selvmordstanker. Jeg hadede, hvad jeg så i spejlet, fortæller hun.
Den førende dreng i klassen havde spurgt Julie, hvad hun syntes om ham, og om de skulle være kærester.
Julie sagde, hun ikke brød sig om hans måde at behandle andre på og afslog hans tilnærmelser. Og i noget, der må minde om såret forfængelighed, fik han klassen vendt mod Julie.
Klassekammeraterne fortalte Julie, at hendes familie var bedre tjent uden hende.
- Jeg skammede mig og turde end ikke fortælle min familie om det, fortæller Julie.

Skar i sig selv

Julie havde det som var hun placeret under et tykt tæppe.
- Og hvis jeg følte et stik af noget positivt, frygtede jeg at blive straffet.
Som 17-årig var det blevet en kamp stå ud af sengen, gå i gymnasiet – lave lektier.
- Jeg skar mig i arme og ben, og min mor pressede mig endelig til at gå til lægen, fortæller Julie.

Nej til antidepressiv medicin

Lægen fortalte Julie, at hun havde en svær depression – noget Julie allerede var ganske klar over.
Lægen ville have Julie til at tage antidepressiv medicin – hvad hun nægtede.
I stedet gik hun til samtaler hos en psykolog – uden at det hjalp.

Gymnasie-dropout

Som følge af depressionen droppede Julie ud af 3. g på sit gymnasium.
Hun ville imidlertid have sin studentereksamen og genoptog studiet på et andet gymnasium.
Men Julie ”røg ned” igen.
- Jeg blev svimmel og kastede op – særligt når jeg skulle forlade min lejlighed. Og jeg endte med at droppe ud igen, fortæller hun.


VUC tog mig som jeg er

Først da hun kom ind på pædagogpakken på HF & VUC FYN lykkedes det at gennemføre en ungdomsuddannelse – og vel at mærke med næsten 11 i snit.
- Jeg havde en kontaktlærer, som viste mig respekt og tog det med ophøjet ro, at jeg fik angstanfald.
- Jeg følte ligesom, hun kunne se igennem alle mine facader og tage mig, som jeg er, fortæller Julie.

Får jeg mon en uddannelse?

Med Pædagogpakken kom Julie videre på seminariet.
- Men de gamle spøgelser dukkede op igen. Jeg blev frosset ud af klassen på grund af min psykiske sygdom – og mobbet – så jeg til sidst også måtte droppe ud fra seminariet, fortæller Julie.
Det piner Julie at droppe ud. For det har altid ligget i kortene, at hun skulle have en uddannelse.
Men situationen er, som den er. Og seminariet er ikke længere en mulighed.
I stedet er hun nu frivillig i PsykInfo, hvor hun holder foredrag på folkeskoler og andre uddannelsessteder, ligesom hun skriver og instruerer det teaterstykke om sit eget liv, som skal have premiere på Posten, den 6. april.

Grin og gråd

Julie er selv instruktør på stykket, som hun kalder ”Min krop min sjæl mine ar”.
Til den første læseprøve på teaterstykket var det specielt for Julie at høre sit eget stykke læst op, da så mange scener er taget ordret fra virkeligheden.
- Heldigvis sad folk og grinte. Flere gange blev der spurgt: ”Er det virkelig rigtigt”?  Og min instruktørassistent græd, fortæller Julie.

Vil undre og røre publikum

Når Julie tænker over det er det faktisk lige en effekt, hun gerne vil have af sit stykke.
- Jeg vil gerne have, at folk stopper op og undres over den behandling, psykisk syge bliver udsat for.  Jeg vil også gerne nå ind i folks føleler – der hvor det gør rigtig ondt. Og så vil jeg gerne supplere det triste med humor og grin.
- Ellers er det jo ikke til at holde ud, som Julie siger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar