fredag den 29. august 2014

Hf som fjernstudie:

Motivationen – den fandt jeg hos mig selv!

Kasper Thorbjørn Lindharth endte med et gennemsnit på over 10

 
Af journalist Hans Havgaard Hansen
Kasper Thorbjørn Lindharth hørte første gang om hf fjernundervisning fra en kammerat på STX. Kammeraten valgte at droppe gymnasiet for i stedet at tage en hf på fjernundervisning.
Interessant, tænkte Kasper.
Fjernundervisning kræver stor motivation men giver til gengæld stor fleksibilitet, siger Kasper Lindharth
Senere gik Kasper ”ned i et hul” og kom langt bag ud på gymnasiet. Så langt bag ud, at det var svært at få rettet op på.
- På det tidspunkt blev fjernundervisning også det rigtige valg for mig.
- Jeg ville jo have en adgangsgivende eksamen, jeg kan bruge til noget. Så jeg startede forfra og har nu taget en hel hf på fjernundervisning, fortæller Kasper. Og dagen efter Kasper fik sit eksamensbevis, søgte han ind på Statskundskab i København og kom ind.

Familien lettet

Dengang Kasper besluttede sig for at stoppe i gymnasiet og starte på hf fjernundervisning blev hans venner temmelig overraskede.
- For de havde nok ikke rigtig opdaget, at der var noget galt, fortæller Kasper.
- Min familie derimod blev vildt lettede. For de vil mig jo det bedste og kunne se, at det var gået galt for mig i gymnasiet, fortæller Kasper.

Selv bekymret

Kasper var stålsat på at få sin hf. Men han var også bekymret for, om han ville kunne tvinge sig selv i bøgerne.
For selv om man har sine fjernundervisningslærere er det jo ikke på samme måde som at have læreren stående i klassen som indpisker.

Bekymringen gjort til skamme

Men Kaspers bekymring blev gjort til skamme.
- Jeg er temmelig videbegærlig og vil gerne kunne tingene, så jeg presser helt naturligt mig selv. Desuden kan jeg ikke satse på en eller anden tilfældig årskarakter men er nødt til at kunne mine ting, så jeg kan præstere ved eksamensbordet.
Som Kasper udtrykker det, har han ganske enkelt ”sat snuden i sporet” – fremad mod sit mål.

Stor fleksibilitet

Og som fjernstuderende kan man lægge sine arbejdstimer, når det passer ind i resten af ens planer.
På den måde har det været temmelig perfekt i forhold til venner, sport og det politiske arbejde, som jeg interesserer mig meget for, fortæller Kasper.

Stor gavn af nettet

Det sværeste er når man mangler en lærer til at forklare svært stof på en anderledes måde.
Men i de situationer har Kasper gjort stor brug af nettet – blandt andet en platform som ”Fri viden” hvor stort set alle emner i de naturvidenskabelige fag er forklaret i forskellige videoer.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre

Så hvis du er målrettet, ønsker at lære og formår at følge en plan, anbefaler Kasper gerne at tage en hel hf på fjernundervisning.
- Under alle omstændigheder må jeg være et eksempel på, at det sagtens kan lade sig gøre, siger han – også med et godt resultat.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar