tirsdag den 26. august 2014

VUC på filmfestival



Odense Filmfestival viser på torsdag, den 28. August, de to talentfilm – ”Død Mands Kiste” og ”Udgang”.
Filmene er produceret af kursister på HF & VUC FYN i Faaborg og lærere fra VUC og Faaborg Gymnasium med en støtte på hver især 100.000 kr.
Støtten er givet fra ”Fynske Filmfortællinger”  – et talentudviklingsprojekt iværksat af Odense Filmværksted, Syddansk Universitet, Det Danske Filminstitut og Kulturregion Fyn, som støttede optagelsen af i alt fire film.

Fin talentudvikling

Film- og mediefagslærer Mikael Woelke ser støtten som en enestående muligheder for talentudvikling – både på grund af den økonomiske støtte og fordi professionelle filmfolk har fungeret som mentorer under arbejdet med kortfilmene, som vises i Studenterhuset på Amfipladsen torsdag den 28. august klokken 14.

Udgangspunkt i virkeligheden

De fire vindergrupper i Fynske Filmfortællinger har alle lavet deres udkast på baggrund af historier fra det virkelige liv på Fyn.

“Udgang”

Martin Banke, Morten Greve Olsen & Jakob Lund Rasmussen fra film-medie HF i Faaborg valgte at lave deres udkast til “Udgang” på baggrund af historien om Peter.


Peter Hansen sad i politiets transportvogn i fængselsgården i Nyborg. En ”voksen” dame kommer løbende – undskyld jeg er lidt forsinket, men toget blev opholdt i Odense. Hun rakte hånden frem: ”Jeg hedder Karen Holm, og jeg er ansat på Smedegården, hvor du skal tilbringe tiden indtil ca. 1 marts”.
Peter, som er dømt for uforsvarlig kørsel, fandt sig hurtigt til rette på opholdsstedet og fik hurtigt tilbudt arbejde i en større stationsby.
En dame skulle overtage en blomsterhandel med et halvt års løntilskud, og hun ville være den eneste, der vidste noget om hans fortid…

“Død mands kiste”

Steen Bech, Mikael Woelke og Trine Lai tog afsæt i fortællingen ”Død mands kiste”.
I fortællingen rejser Tim til dødsriget for at få sin datter, som han ikke har set i 10 år, tilbage. På rejsen får han følgeskab af datteren, som han husker hende, da han forlod hende som 8-årig. Og Tim får følgeskab af døden, som går med til at bytte Tims liv for datterens. Spørgsmålet er nu, om Tim formår at snyde døden.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar