mandag den 19. januar 2015

Mord i Svendborg

VUC opklarer ”mord”

Undervisning i naturvidenskab forklædt som mord på VUC-forstander

Gerningsstedet var det første, kursisterne på HF & VUC FYN i Svendborg mødte
 morgenen efter, deres forstander var "blevet dræbt"


”Mordet” på VUC-forstander Gunna Funder BLEV opklaret forleden, også selv om det holdt hårdt.
Hvordan?
Ved hjælp af naturvidenskabelige metoder, selvfølgelig!
Logisk tænkning.
Analyse af blæk fra et trusselsbrev.
Analyse af et blåt stof fundet på mordstedet.
Analyse af DNA fra kniv og andre effekter.
Aftryk af fodspor og undersøgelse af jord på mistænktes sko.

Og det var kursisternes egne analyser, der førte til opklaringen af mordet.

Det er jo bare kemi

- I virkeligheden er det jo bare kemi, vi laver, siger Glenn Drescher, mens en gruppe kursister er i færd med at analysere en blå væske, som blev fundet på gerningsstedet.

Straks gik kursisterne i kemilokalet for at opklare mordet

Virkelighedsnær kemi

- Ja, supplerer Simon Christensen. Men det er da sjovt at have en kriminalhistorie koblet op på de forsøg, vi skal lave. Så bliver det på en eller anden måde mere virkelighedsnært.
Simon, som oprindeligt tog en hg er nu i gang med en hf på HF & VUC FYN. Han har endnu ikke selv kemi og ser morddagen som lidt af en smagsprøve på faget. Og det er faktisk ok spændende, selv om kemi ikke har sagt mig det helt store før, fortæller han.

Vi SKAL finde løsningen

- Den prøve, du lige har taget, skal der to dråber natriumhydroxid i, bryder Ayla Andersen ind under  forsøget.
Ja, ikke. Men hvad sker der med den første, spørger Glenn.
- Den sker der ikke noget med, mener Ayla.
Gruppen står lidt forvirret og giver sig til at læse opgavebeskrivelsen igen.
For de skulle jo gerne kunne byde ind på en løsning af ”mordet” på deres forstander.
Og selv om Simon Christensen (tv) ikke selv har kemi endnu, synes han det var sjovt at være med til.

Morderen fundet

Under naturvidenskabsdagen nåede den enkelte kursist rundt til alle stationer i de fem naturvidenskabelige fag, matematik, fysik, kemi, geografi og biologi, inden den sluttede klokken 14.15.
På det tidspunkt dukkede en spillevende forstander op kunne være med til at præsentere sin ”morder” – lærernes tillidsmand.
- Og jeg håber virkelig, kursisterne har haft det bare halvt så sjovt, som vi har haft det, da vi planlagde dagen, fortæller matematiklærer, studievejleder og primus motor i mordagen på VUC, Heidi Juul Kjær.

Forud for kursisternes eget arbejde med at udpege den egentlige morder havde de besøg af retskemiker Martin Worm Leonhard fra retskemisk Institut ved SDU, som gav sig eget – spændende – bud på, hvordan naturvidenskabelige metoder hjælper med mange opklaringer af forbrydelser.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar