mandag den 2. marts 2015

Idræt – bedre end jeg havde drømt om!

Af journalist Hans Havgaard Hansen 


Michael Dahl-Lassen ville bare ind på idrætsstudiet ved SDU og valgte at læse idræt på HF & VUC FYN og samfundsfag og biologi på fjernstudie for at vise SDU, hvor interesseret han var forud for optagelsesprøven til studiepladserne via kvote to.



Lige over målstreg
Prøven bestod både af fysiske udfordringer og samtaler omkring emner som etik, sundhed, idræt og motivation.
- Og jeg var temmelig udfordret på det fysiske, men formåede åbenbart at tale godt for min sag. Så jeg slap ind. Og studiet er langt bedre, end jeg havde turdet håbe på, fortæller den tidligere vuc-kursist.

US fodboldtræner
Michaels interesse for idræt har han haft med sig op gennem livet.
Han træner et hold i amerikansk fodbold, har tidligere trænet håndboldhold og været frivillig i ”Familienet”, som arbejder med integration af handicappede.
- Og mit mål med studiet er at bruge idrætten i forhold til integration af marginaliserede grupper i samfundet ved hjælp af de sociale succesoplevelser og fællesskaber, som idrætten giver mulighed for, fortæller Michael Dahl-Lassen.

VUC modnede
Tiden på VUC blev på mange måder et modnende år for Michael.
- Ikke mindst fjernundervisningen kræver selvdisciplin – noget jeg har måttet arbejde meget med. Men jeg er vokset med opgaven og er blevet langt bedre til at sætte mig ned og læse. Og det har jeg haft gavn af her på universitetet. For her går man virkelig ind for det, man kalder ”Ansvar for egen læring”.

For Michael Dahl-Lassen skal idrætsuddannelsen bruges til at arbejde med integration – et område hvor han vurderer, at idrætten har et væsentligt potentiale.
 
Michael Dahl-Lassen var til optagelsesprøve på idrætsstudiet på SDU – kom ind – og er lykkelig. Studiet er langt bedre, end jeg havde turdet håbe på, siger han.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar