fredag den 10. april 2015

Først rebel – så videbegærlig

Som teenager var Sanne Briting rebelsk. Hun droppede ud af skolen og gik ind i militæret. 10 år senere satte hun sig igen på skolebænken – og blev grebet af et hidtil uset videbegær. I dag – som 29-årig – er hun lige begyndt at læse biomedicin på SDU.


Af journalist Hans Havgaard Hansen



I min bevidsthed var VUC et sted, hvor tabere gik. Men det billede har jeg ændret totalt. VUC blev i den grad en øjenåbner – et sted hvor min videbegærlighed blev stimuleret. Pludselig var jeg videre på en hf – senere på universitetet. Og det stod bestemt ikke skrevet i mine kort, at jeg skulle på universitetet, siger Sanne Briting.


Otte år som professionel soldat ændrede Sanne Britings liv – både på den ene og den anden måde.
- Jeg lærte at respektere andre.
- Jeg lærte, at jeg skulle arbejde
- Jeg blev voksen – og lærte at tage ansvar for mig selv og mine omgivelser.
Alt i alt et ganske godt liv efter en tid som rebel og et drop out midt i tiende klasse.

Krig med alt hvad det indebærer

Som professionel soldat blev Sanne udsendt med telegraftropperne til Afghanistan.
Dengang troede hun på missionen.
- Men hvis du tror, Afghanistan var en spejderlejr, så tror du fejl, understreger hun.
- Det var krig med alt hvad det indebærer, understreger hun og fortæller om dengang hun blev udsat for en selvmordsbomber i byen Gereshk i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan.

På mission til kvindecenter

Sanne havde normalt ikke opgaver uden for lejren.
Men da enheden for civilt-militært samarbejde, CIMIC, manglede en kvindelig soldat til et opfølgende besøg på et kvindecenter, sagde hun ja.
I modsætning til mandlige soldater ville hun kunne få lov at snakke med kvinderne.
- Så det var oplagt for mig som kvinde at påtage mig opgaven, fortæller hun en februardag på SDU efter dagens undervisning.

Spænding og frygt

Sanne erindrer, at hun havde svært ved at sove natten før, hun skulle med CIMIC på tur til kvindecenteret.
Hun var spændt – på den positive måde, fordi hun skulle ud af lejren, møde den afghanske samarbejdsparter – og snakke  med kvinderne på centeret.
Men at forlade lejren er heller ikke nogen ufarlig mission i Afghanistan.
En del af Sannes sommerfugle i maven handlede derfor også om en form for frygt.

Hilst velkommen

Næste dag var stemningen på fodpatruljen høj.
Det var forår – solen skinnede fra en skyfri himmel, og patruljen nåede – næsten - uskadt frem til samlingspunktet, JDCC, i Gereshk.
Der kom en mand smilende og imødekommende hen imod patruljen.

Blæst omkuld

Manden havde kynisk udset sig den danske patrulje som mål.
Og med udsigt til evig frelse gik han hen mod patruljen - og sprængte sig selv i luften.

Sanne blev blæst omkuld

Da støvet havde lagt sig, fik hun øje på tolken og sine kammerater Sonny og Christian.
Havde de overlevet?
Hun løb over mod dem – kun for at finde ud af, at de tre var slået ihjel af selvmordsbomberen.

Brød sammen i armene på Jens

Først tilbage i den danske lejer mærkede Sanne reaktionerne.
Hun kunne ikke få vejret – var helt ved siden af sig selv og bad sin kammerat, Jens, om at komme.
Og i armene på ham brød hun sammen.

Ind på HF & VUC FYN

- Jeg kom hele turen igennem følelsesregistret på den udsending. Men jeg troede på missionen dengang. Derfor holdt jeg ud, fortæller hun.
Men inde i Sanne Briting voksede et behov for at komme videre.
- Jeg bliver nok nødt til at få den tiende klasse, tænkte hun og søgte ind på HF & VUC FYN i Jernbanegade.
I den gamle Odense byskole åbnede en ny verden sig for den tidligere soldat. Og det ene skridt tog det andet.
- Jeg begyndte at stille spørgsmål ved alt – og jeg ville bare vide mere. Mere, mere, mere, fortæller Sanne Briting, som kom ind på biomedicin ved SDU i 2014.

Tilbage efter 10 år

Da jeg startede på VUC var der gået ti år siden, jeg sidst gik i skole.
- Dengang i folkeskolen var jeg bare ikke klar. Det var jeg nu.
- Og mens jeg tog min tiende klasse, spurgte min daværende kæreste: ”Hvorfor tager du ikke også en hf?”
- ”En hf?”
Sanne anede ikke, hvad en hf var for noget. Men hun var vild med at lære, så hun meldte sig ind på hf.

Struktureret

Militæret havde givet Sanne struktur på livet – og dermed også på skolen. Og det kørte for Sanne.
- I folkeskolen var jeg bedst til dansk – og rigtig dårlig til matematik. På hf var det pludselig omvendt, og jeg tror det skyldes den struktur, jeg blev indprentet i militæret, funderer Sanne Briting.

Sanne Briting: Militæret var med til at give mig struktur på tilværelsen -
den struktur har jeg i den grad brug for her på biomedicinen - verdens bedste studie.

Dykker ned på celleniveau

Så på sin jagt efter den uddannelse, der kunne tilfredsstille hendes videbegær bedst muligt endte hun derfor i den naturfaglige genre – og i sidste ende på biomedicin
- Her er jeg drevet af det fantastiske ved at kunne dykke ned på det molekylære niveau i cellerne, se på dem gennem et mikroskop og indsætte DNA-sekvenser i bakterier, så man over tid, kan være med til at udvikle ny medicin eller helbrede humane sygdomme. For mig er det ufattelig spændende, forklarer den tidligere rebel og soldat.

Frygten driver Sanne

Samtidig med Sannes entusiasme ligger der hele tiden en lille frygt for, om hun nu også kan finde ud af det – om hun nu også er god nok.
- Men jeg formår at styre frygten, så den bliver min drivkraft i stedet for min fjende. Og på den måde har jeg tænkt mig at bevise overfor mig selv, at jeg godt kan det her. For det er virkelig noget, jeg har en stor lyst til at lykkes med.

Vil videre fra Afghanistan

Sanne har stadig psykiske mén efter sine oplevelser i Afghanistan og er netop blevet tilkendt en méngrad på 20 pct. i forbindelse med den posttraumatiske stressreaktion, hun har pådraget sig.
Men så længe hun formår at fokusere på det positive i livet og sætter sig mindre og mere kortsigtede mål i forbindelse med sin uddannelse, formår hun at håndtere sin sygdom og komme videre i livet.
- Og det er vigtigt for mig, siger Sanne Briting, som er meget bevidst om, at andre soldater er så hårdt ramt af krigstraumer, at de ikke er i stand til at tage en uddannelse, som hun gør nu.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar