mandag den 4. maj 2015

Med talentskolen på besøg hos kunstneren selv

Stranden er Uffes helt store inspirationen, men de seneste år er han også begyndt at tage sin malerstol med i skoven – det giver ny inspiration, som han siger


Af journalist Hans Havgaard Hansen





Først kom der en, så kom der to … og så op mod 15 deltagere i HF & VUC FYNs talentskole, som trådte inden for i entreen hos grafiker og billedkunstner Jens Uffe Rasmussen til hans høje bindingsværkshus i Rantzausminde.
- Ja, vi skal oven på, forklarer Jens, efter først at have forklaret om baggrunden for de to malerier i entreen – malet i Frankrig.

Hjem i stuen – arbejde på første sal

Dengang vi for 40 år siden købte huset, indrettede vi det, så vi kunne bo her i stueetagen – og så jeg kunne arbejde på førstesalen.
- Jeg hader at blive kigget over skulderen, når jeg arbejder. Så sådan var det nødt til at være, forklarer han. Og det er op til gæsten selv at vurdere, om der er tale om 100 pct. alvor, eller der også er iblandet en portion ironi.

En flittig gæst i øhavet

Billederne fra Paris er malet i forbindelse med ophold i Paris, som senere har ført til to små kunstbøger med malerier fra Marais kvarteret og Rue de la Roquette.
Men ellers henter Jens meget sin inspiration fra strandene i øhavet, hvor han du kan finde ham siddende ganske stille og male skitser flere timer i streg.

Går efter farvespil

Ud fra skitserne går Jens på jagt efter spændende farver
 – Og i de efterfølgende billeder leger jeg så med kompositionen og med at dæmpe og forstærke farverne alt efter, hvilke farver, jeg vil trække frem, forklarer billedkunstneren i sit atelier på førstesalen i Rantzausminde.
Billederne kan blive tæt på den oprindelige skitse – eller langt fra.
- Det, der driver mig i arbejdet med billederne, er farvespil og kompositioner, forklarer han.

Det, som optager mig i skitser og billeder, er spillet mellem kolde og varme farver. Jeg udtrykker mig meget koloristisk – med farven. Når rene farver står og lyser med mindre stærke – så får de en glødende karakter. De kan jeg godt lide. De dæmpede farver suger kraft fra de stærke, rene farver.

Den, der lærer, er som en surfer

Ligesom Jens Uffe Rasmussen bruger sine skitser fra skove og det sydfynske øhav som udgangspunkt for sine malerier, fungerer skitserne også som inspiration for de mange udsmykninger, han har lavet i glasmosaik.
Hvis I lægger mærke til den mosaik, jeg har lavet på HF & VUC FYN i Svendborg, ser I nogle af de blå bølger, jeg har siddet og lyttet til og afbilledet farverne af i mine skitser.
- Og hvorfor nu lige en bølge, spørger billedkunstneren og foreslår samtidig selv, at bølgen kan symbolisere, hvordan skolen er med til at skubbe kursister gennem en læringsproces – og komme i flow.
Legen er vigtig – ikke mindst når man skal lave en udsmykning. Man må ikke være under pres og være travl, når man skal udvikle ideer. Tiden giver rum for fantasien. Da jeg lavede et glasmosaik til HF & VUC FYN i Svendborg tænkte jeg: "Undervisning?" Men jeg kom hurtigt på sporet. Det er jo lidt som en bølge, der bærer surferen fremad – sikrer man kommer i flow og lærer nyt. Det er da klart. Selvfølgelig skal det være en bølge. Sådan tænkte jeg, da jeg lavede den glasmosaik, som udsmykker indgangen til HF & VUC FYN i Svendborg.

Ved besøget hos Jens Uffe Rasmussen – og den efterfølgende workshop med kunstneren så talentskolens kursister i den grad ud til at være i flow.  Kunstner talentskolen er arrangeret af billedkunstlærer, Jens Rolighed, og dramalærer, Pernille Huus Bojsen-Møller.

 
Sus Maabo på 33 går på HF & VUC FYN i Svendborg og har blandt andet billedkunst, hvor hun hørte om talentskolen.  Og det har været rigtig, rigtig spændende at være med Jens oppe at se hans værksted. Hans DNA er der overalt. Du ser hans billeder, hører hans historier og får mulighed for at være med i processen med at lave vores eget litografi, fortæller Sus. 
Cindy Frederiksen på 32 år går på Design hf i Odense og har netop søgt ind på Designskolen i Kolding. Hun husker tydeligt talentskolens besøg på Odense Teater – først med rundvisning, hvor kursisterne både hørte prøverne til Elefantmanden og talte med både instruktøren og dem, der havde lavet kostumerne og scenografien. Besøget hos Jens Uffe Rasmussen har også været super spændende – også fordi han både arbejder med akvarel, litografier og glas.

Inden kunst talentskolen forlod Jens Uffe Rasmussens værksted i Rantzausminde, lavede de i fællesskab et litografi. Nedenfor kan du følge processen.






Se kunstnerens hjemmesíde: http://www.jensufferasmussen.dk/











Ingen kommentarer:

Send en kommentar