torsdag den 18. juni 2015

SUMI-E – vi maler følelser!

I EU-projektet ”Learning to be Happy” arbejder HF & VUC FYN Ringen med at udvikle metoder, som gør kursisterne bedre i stand til at håndtere følelser og øge arbejdsglæden. Den japanske male-teknik Sumi-e indgår i arbejdet.


Af Journalist Hans Havgaard Hansen

- Prøv at se. Det er sådan her man gør. Du stiller dig foran et bord i hoftehøjde.
Albuen stikker du ind i taljen, så penslen følger dine kropsbevægelser direkte.
Stine Rasmussen har billedkunst på HF & VUC FYN i Glamsbjerg og fortæller, hvordan de har arbejdet med blandt andet den japanske Sumi-e teknik.
- Forestil dig så, at du er rigtig godt vred. Gå ind i følelsen – og mal den med dine kropsbevægelser.
- Forestil dig ligeledes, at du er glad. Gå ind i følelsen med hele kroppen, lav et glædes-pensel-strøg, stop op og mærk følelsen. Bagefter giver du slip, og hele processen gentager du til hvert strøg, viser Stine Rasmussen.

Bevidstheden om, hvad man tænker og føler, gør det muligt at hoppe ind og ud af følelser, så de bliver lettere at håndtere. Teknikken gør det også lettere at være nærværende og fokuseret, forklarer Kirsten Kampp.

Vi lærer at styre vores tanker og følelser

I Sumi-e traditionen forsøger man at undgå fastlåst opmærksomhed.
- Fastlåst opmærksomhed kan sammenlignes med at vi kører i ring med en tanke eller følelse, forklarer Stines lærer, Kirsten Kampp.
- Hvis vi er ubevidste omkring vores tanker og følelser, kan de hindre os i at opleve nuet og være nærværende.
Sumi-e-teknikken træner et bevidst fokus omkring tanker og følelser. Og den teknik kan vi for eksempel også bruge til at skabe fokus på emnet under en eksamen, supplerer Kirsten Kampp.

Lige et øjeblik, jeg stopper tankerne

Når man laver et glædesstrøg – så bruger man de positive følelser i hele kroppen. Når man laver et vredesstrøg – så bruger man vredens kræfter. De skift kræver, at man står op under arbejdet. Det kan ikke lade sig gøre for os at få hele kroppen med, hvis vi sidder på en stol, forklarer Stine Rasmussen. Først når man har trænet i flere år kan man gøre det når som helst og hvor som helst.
Igennem 30 år har Kirsten trænet sin bevidsthed, så hun kan springe de meditative penseløvelser.
Kursisterne spørger lige om hun vil vise, hvordan hun gør.
Kirsten vender opmærksomheden indad og svarer få sekunder efter.
- Sådan kan man faktisk træne at nulstille sig selv.
- Hvad sker der så oppe i dit hoved, Kirsten, spørger en kursist?
- Intet. Og det er en fantastisk måde lige at få lidt energi, hvis man har travlt, forklarer hun.

Kræver træning

Er det lidt det samme som at stene, spørger en anden kursist.
- Ja, næsten, svarer Kirsten Kampp. Og det er jo noget, vi alle sammen gør. Zenbuddhisterne dyrker bare meditationen systematisk, uddyber hun. Og White Space i Sumi-e kan ses som et billedligt udtryk for det meditative.
 - Hvad med dig selv, spørger Kirsten Kampp så kursisten. Hvornår oplever du selv den tilstand?
-Det er nok, når jeg danser, lyder svaret.

Hvis du vil videre mere om projekt Learn to be Happy, kan du kigge forbi projektets hjemmeside: http://learningtobehappy.eu/

Efterlad din eksamensangst

Billedkunstlæreren kører samtalen videre og drejer den ind på eksamen.
- I den situation kan I også have stor gavn af teknikken med at være bevidst og håndtere fokus på et emne. Vi er jo alle nervøse ved en eksamination og har alle prøvet at kæmpe mod følelsen, uden at det lykkes. Når I oplever nervøsitet – så prøv at forblive i nervøsiteten, accepter den og mærke godt efter, hvordan den føles.
Tag så en beslutning om at pakke nervøsiteten ned i en imaginær rygsæk – og sæt den fra dig. Så er der plads til at flytte fokus og bevidsthed over på fagets emne i stedet.
- Men teknikken skal trænes, opfordrer billedkunstlæreren kort tid før eksamen i billedkunst.





FAKTA: I forbindelse med EU-projektet har folkene bag Learning to be Happy lavet en spørgeskemaundersøgelse og individuelle interviews om glæde og redskaber til at håndtere følelser.
Det viser sig, at mange mennesker ikke har tilstrækkelige redskaber til at håndtere deres følelser.
Og det er nogle af de kompetencer, vi gerne vil være med til at udvikle gennem projektet, som blandt andet omfatter Sumi-e teknikkerne, træning i at være i nuet og træning i at administrere tanker og følelser. 
Projektet har både omfattet den daglige undervisning på skolen i Glamsbjerg samt to internat-weekends på VUC.
Den danske del af Learning to be Happy har bl.a. taget udgangspunkt i bogen ”Glæd dig” af Thor Nørretranders plus hele bogens litteraturliste inklusive Mihály Csikszentmihalyis flow-teorier.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar