fredag den 26. juni 2015

Talblind – når man ikke er særlig god til tal


Jeg var nok 15 år, inden jeg lærte at kende forskel på højre og venstre – og temmelig gammel, inden jeg lærte klokken. Det er typisk for talblinde. Køreplaner er også et helvede – ja, og pinkoder. Dem husker jeg bedst ved at ”have dem i fingrene”, fortæller Line Jensen. Hendes matematiklærer, Lis Judith Hesselberg kender til manges problemer med matematik og forsøger derfor at skabe tryghed i klassen for at fjerne frygten - ja, i virkeligheden både for matematik og matematiklærere.

HF & VUC FYN i Nyborg tilbyder 

særlig hf-klasse for talblinde



Af journalist Hans Havgaard Hansen

Skriv en formel, og jeg fatter ikke, hvad der står.
Men put så kød og blod på formlen. Fortæl hvad det handler om i det virkelige liv, så hjælper det.
Sådan fortæller 25-årige Line Jensen fra Nyborg om, hvordan hun oplever at være talblind.
For Line har matematikken været et sandt helvede fra en ganske tidlig start i folkeskolen.
- Ja, det har været så slemt, at jeg begyndt helt at blive væk fra matematiktimerne. Jeg hadede det fag, fortæller hun.
Matematiklæreren opgav Line.
- Han vidste ganske enkelt ikke, hvad han skulle stille op med mig, fortæller hun.
En ny matematiklærer hjalp en del.
- Men i virkeligheden er det først som 25-årig hf-kursist på HF & VUC FYN i Nyborg, jeg er begyndt at få greb om matematikken.

Der er mange ting, et gulv og et par pinde kan bruges til - også til at
snakke koordinatsystemer, skæringspunkter og hældningsgrader.

Blev opgivet – og gav op

I folkeskolen blev Line efterhånden væk fra matematiktimerne.
- Jeg opgav matematikken.
- Og min lærer opgav mig, fortæller Line Jensen.
Line følte sig flov. Og hun følte sig rigtig dårlig til faget.
- Jeg prøvede og prøvede og prøvede, men kunne bare ikke. Så jeg måtte jo være dum, tænkte hun og begyndte at sætte sig ud i skolegården i matematiktimerne.
 På et tidspunkt fik Line en ny matematiklærer i syvende klasse. Det hjalp lidt.
- Vi tog ligesom matematikken helt forfra.

Tilbage i skole

Efter at have haft eget firma nogle år, besluttede Line sig for at tage en hf - selvom det betød, at jeg skulle have matematik på c-niveau.
- Jeg er ikke super dygtig, men jeg prøver jo og får god støtte fra min lærer – og mine kammerater.
Line husker tydeligt noget af det første, hendes matematiklærer sagde til klassen: ”Det kan godt være, I ikke synes matematik er sjovt. Men det skal jeg nok få gjort noget ved”.
- Og det gør du virkelig, siger Line til sin matematiklærer, Lis Judith Hesselberg.
- Selv om vi er 15 i klassen, er du god til at komme rundt. Og det er helt vildt utroligt, du har den tålmodighed, du har.

Tryghed er afgørende - også for at lære matematik,, så det sørger matematiklærer Lis Judith Hesselberg for
 at skabe. Hverken matematik eller matematiklærere skal være farlige, siger hun.


Måske er det symbolerne, der driller

For at Line skal forstå matematikken, kræver det en stor del praktiske eksempler fra hverdagen ind over matematikken.
- Måske handler det om, at jeg har vanskeligt ved at koble matematikkens symboler med virkeligheden, funderer Line.



I sommeren 2014 testede HF & VUC FYN alle, som havde valgt matematik c.
Fem ud af 50 blev efterfølgende tilbudt dyskalkuliundervisning med tre gange tyve minutters ekstra hjælp om ugen.
Fra skolestart 2015 tilbyder HF & VUC FYN i Nyborg en egentlig treårig hf-linje for talblinde.
Talblinde-klassen kører parløb med en ordblindeklasse, event og kommunikation samt Grøn hf.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar