mandag den 5. oktober 2015

Ordblind lærerstuderende:

På HF & VUC FYN havde Lene nogle fantastiske lærere, som gav hende redskaber til at takle sin ordblindhed. Men hun havde også lærere, som blot satte barren lavt, fordi hun er ordblind.
- Det får du ikke mig til, når jeg bliver lærer. Den enkelte skal have alle de udfordringer, han eller hun magter, siger Lene Rømer.

Bare de ikke opdager det

Efter HF & VUC FYN er 43 årige Lene Rømer nu videre på læreruddannelsen ved UCL. Forud gik et liv som frisør og stylist i dansk film- medie- og musikverden.
 

Af journalist Hans Havgaard Hansen 

Da Lene Rømer gik ud af Folkeskolen, kunne hun hverken læse eller skrive.
Hun bekymrede sig ikke synderligt om det men fik i stedet anerkendelse ved at gøre sig dygtig til andre ting.
Først uddannede hun sig til frisør – og blev dygtig til det. Senere arbejdede hun sig ind i jobs som stylist i film-, medie- og musikverdenen og arbejdede sammen med mange af de store navne inden for dansk kulturliv.

Elsker at formidle

Men på et tidspunkt blev Københavnerlivet for hektisk, og Lene flyttede til Fyn, hvor hun kørte et forløb om identitetsarbejde på Nordfyns Højskole.
Hun nød det.
- Jeg elsker jo at formidle – elsker at være sammen med andre mennesker. Men det stod hurtigt klart, at jeg skulle have et eksamensbevis, hvis jeg skulle have et fast job som lærer. Sådan fortæller Lene Rømer i kantinen på læreruddannelsen ved UCL i Odense – før hun skal videre til time.

En sejr for en pige som mig

Læreruddannelsen har netop indført adgangskrav til uddannelsen på minimum karakteren 7 i alle fag.
- Alligevel er det lykkedes mig at komme ind på ordinære vilkår med min hf-eksamen fra HF & VUC FYN i Odense. Og det er en sejr for en pige som mig, der måtte lære sig selv at lære og skrive som 20-årig, fortæller Lene Rømer i dag i en alder af 43.

Jeg må kunne lide pisk

Den nybagte lærerstuderende har mange højtuddannede venner og har altid gerne villet læse – og vil også meget gerne undervise i dansk.
- Den udfordring har jeg nu taget op, og jeg har opdaget, at jeg er vild med teori.
Men hvordan pokker kan man være ordblind og have en drøm at være dansklærer, spørger hun retorisk.
Det er vel nærmest at bede om pisk?

Her på læreruddannelsen har jeg skuldrene nede, fordi min hf har forberedt mig godt til det faglige stof, jeg bliver præsenteret for. Og det er en rigtig god fornemmelse. Og samtidig har jeg fået en række systemer, jeg kan bruge til at tackle min ordblindhed.

Verdensmester i krumspring

Selv om Lene er meget målrettet og ambitiøs er hun stadig en langsom læser.
Og hun sidder hele tiden den der fornemmelse af ”Bare de nu ikke opdager, jeg er ordblind”.
- Det er en absurd følelse. Og det er absurd, at jeg skal sidde med en sådan følelser, selv om jeg gerne snakker åbent om mit handicap, tænker Lene.
Men fra barnsben har det været ubehageligt at blive konfronteret med sit handicap.
- Og vi bliver verdensmestre i krumspring - verdensmester i at forsøge at narre fjenden.
Det tager mange kræfter, og jeg arbejder virkelig med at komme ud af den måde at tænke på, så jeg bare kan være mig selv.

Du kan godt!

Lene Rømer tænker imidlertid også, det er en værdifuld erfaring at have med sig i jobbet som lærer.
- Jeg bliver uden tvivl den lærer, der snakker åbent med eleverne om de vanskeligheder, de måtte have.
- Men jeg bliver også den lærer, der hele tiden forsøger at give eleverne redskaber, så de kan løfte sig selv videre og ikke skal føle sig begrænsede, funderer Lene Rømer.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar