torsdag den 19. november 2015

Droppede ud af gymnasiet:

Følte mig som en taber


Af journalist Hans Havgaard Hansen

Det er hen på eftermiddagen, søndag.
19-årige Nicolai Lærke er på vej i bussen til Frederikshavn med sit hold fra Odense Bulldogs.
Nogle sidder og ser film.
Nicolai skriver på en historie-aflevering.
Nicolai tager sin ungdomsuddannelse som fjernundervisning på HF & VUC FYN.
Det var den eneste mulighed for ham, efter han var droppet ud af gymnasiet.
Fjernstudiet er fleksibelt, og arbejdet kan placeres lige nøjagtigt der, hvor der er plads til det i Nicolais ishockeyskema.
- Og det er sådan, der skal være for mig.

Skolegangen har aldrig haft min førsteprioritet. Jeg har forfulgt hockeyen, og står ved mit valg. Jeg vil altid kunne se tilbage og sige: Jeg forsøgte at nå så langt, jeg overhovedet havde mulighed for. Og så må vi tage den derfra. Jeg kan ikke leve mit liv ud fra alt, hvad der kan gå galt, siger Nicolai Lærke, som har spillet ishockey siden, har var 5 1/2 år.

Lange skridt mod rektors kontor

Nicolai havde mere end svært ved det at træffe sit valg om at melde sig ud af gymnasiet.
- Jeg følte mig som en taber, da jeg – langt om længe – trådte de lange skridt op mod rektors kontor for at melde mig ud af det gymnasium, jeg var startet på efter folkeskolen.

Opbakning fra forældre

Ishockeymålmanden følte sig som en bums – en taber i et samfund med fokus intenst rettet mod uddannelse.
Men heldigvis havde han sine forældres opbakning til at træffe et valg. De har altid stillet kritiske spørgsmål men ladet Nicolai træffe sine egne valg.

Skolen måtte vige


De vidste, hvor svært det er for mig at vælge noget fra.
Og de vidste også, at jeg ville vælge skolen fra, når valget kom til at stå mellem skole og hockey.
Alligevel pressede de på for at få mig til at træffe et valg, inden jeg ødelagde mig selv igen, fortæller Nicolai Lærke, som gerne vil det hele på en gang men har fået an alvorlig reminder om, at selv et ungt menneske kan have sine begrænsninger.

Alvorligt skadet

Nicolais begrænsning er, at han har kæmpet med kronisk hovedpine, hukommelsestab og træthed, siden er ulykke for 5 år siden, hvor han fik sin første alvorlige hjernerystelse og kroniske smerter, som resulterede i en voldsom depression.
- Mine forældre ville selvfølgelig passe på mig. Derfor var de selvfølgelig også afklaret om, at jeg kunne blive nødt til at vælge gymnasiet fra. Det er jeg dem taknemmelig for, siger Nicolai Lærke. Men samtidig er han glad for, at det lykkedes at komme i gang med fjernundervisningen, så ishockeyen trods alt kan kombineres med skolegang.

Ukampdygtig

Nicolai ser sin skolegang som en form for forsikring – og en forsikring som det kan vise sig at være godt at have.
I efteråret 2015 fik Nicolai endnu en hjernerystelse – den fjerde af slagsen.
Og det betyder, at han er ukampdygtig og skal til en grundig undersøgelse i januar for at få en vurdering af, om han skal tilbage på isen – eller ej.
- Så i øjeblikket giver jeg skolen en skalle – og har faktisk indhentet meget af det, jeg var kommet bagefter på grund af hjernerystelsen, fortæller Nicolai.

Måske brug for min hf

Og hvem ved. Måske får jeg alligevel brug for den hf, jeg er i gang med at tage, siger Nicolai, hvis planer ellers hele tiden har været at komme til at leve af ishockey og måske etablere sin egen virksomhed sideløbende.
- Men med en fuld hf vil jeg faktisk have et valg, hvis ishockeyen viser sig at være et overstået kapitel. Og den mulighed kan vise sig at blive vigtig, erkender Nicolai.

Største ulempe ved fjernundervisning er, at jeg ikke lige har en lærer lige ved hånden. Omvendt er de gode til at vende hurtigt tilbage, når jeg skriver med dem, siger Nicolai Lærke, som i øjeblikket læser historie og idræt.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar