onsdag den 4. november 2015

Vinter-hf

Forsøg på HF & VUC FYN fortsætter



Af journalist Hans Havgaard Hansen


- Lad mig arbejde på en fabrik, tænkte Andreas Kærby Ravn og forlod HTX. Det er bare ikke noget for mig at gå skole.
Andreas gjorde alvor af sine tanker for godt et år siden. Men fabriksarbejdet blev hurtigt kedeligt.
- Jeg vil være socialrådgiver og have med mennesker at gøre, tænkte han så – vel vidende at han så var nødt til at vende tilbage til skoleverdenen.

Andreas Kærby Ravn og og Pelpika Qayoumi startede på en 2-årig hf i januar sidste år.
For dem begge handlede det om ikke at spilde unødig tid med at vente på at komme i gang.

Han snakkede med sin far om det, som foreslog ham at tage en hf.
- Du kan faktisk starte allerede til januar, fortalte Andreas’ far efter at have været en tur omkring www.vucfyn.dk

På den måde slap Andreas for at udsætte skolestart endnu et halvt år.
- I stedet kunne jeg komme i gang med min uddannelse med det samme, fortæller Andreas, som også ønsker at komme ind på et januarhold på socialrådgiveruddannelsen.

Minimerer spildtid

Muligheden for at komme hurtigst muligt i gang med sin ungdomsuddannelse – er baggrunden for, at Undervisningsministeriet netop har givet HF & VUC FYNs tilladelse til at fortsætte med at tilbyde  2-årige hf-klasser med start i januar.
Andreas’ klassekammerat, Pelpika Qayoumi, stod lidt i samme situation.
Og som for Andreas handlede det om at komme i gang igen – hurtigst muligt.
- Jeg ved ikke hundrede procent, hvad jeg vil bruge min eksamen til. Så i øjeblikket handler det om at lære mest muligt og nå det bedst mulige resultat, så jeg kan bruge min eksamen til mest muligt, siger hun.

Muligheden for at påbegynde en 2-årig hf i januar findes udelukkende på HF & VUC FYNs afdeling i Odense.
Du kan tilmelde dig her.
Ansøgningsfrist er den 17. november

Ingen kommentarer:

Send en kommentar