onsdag den 20. april 2016

”Danmarks stærkeste medarbejdere” tilbydes ”Fitness for hjernen”

Nyt uddannelsestiltag skal gøre Danske Fragtmænds lager- og terminalmedarbejdere i hele landet stærkere til at læse, skrive og regne, til gavn for arbejde og privatliv.
 
 
 
Under sloganet ”Danmarks stærkeste medarbejdere” - ”Fitness for hjernen” lancerer transportvirksomheden Danske Fragtmænd en såkaldt Moduluddannelse. I februar, marts og april vil virksomheden landet over tale med mere end 700 medarbejdere. De, der har behov, får tilbudt uddannelsesmoduler i dansk og matematik på VUC for at lette hverdagen på arbejdet og hjemme.
 
- Danske Fragtmænd har dygtige og veltrænede medarbejdere, der kan tage fat, når godset skal sorteres og lastes. Fremover stiller omverdenen også krav til, at vi har veltrænede hoveder. Digitale manualer, infoskærme og smartphones betyder færre mundtlige beskeder og flere skriftlige, såvel på arbejde som i fritiden. Derfor tilbyder vi Moduluddannelsen som en slags fitness for hjernen, udtaler HR-direktør i Danske Fragtmænd, Peter Jepsen.




 
- Lager- og terminalmedarbejdere skal i dag læse og forstå en del information på skrift og foretage beregninger på jobbet. Det kan være instruktioner, kvalitetsmål og andet. Der kan også være ting, man skal skrive til den næste på vagten og afvigelsesrapporter. Dertil kommer, at medarbejdere med gode basisfærdigheder også får mere mod på og udbytte af efteruddannelse, forklarer Magnus Købke, Projektchef i Transportens Udviklingsfond.
 
Der er tale om et win-win-projekt. Medarbejderne får afhjulpet besvær med at forstå og give skriftlige beskeder, og de forbliver glade for deres job. Samtidig får de nemmere ved mange ting i deres fritid som f.eks. at læse for børn, børnebørn, sende sms’er m.m. Og Danske Fragtmænd har glæde af dygtige og loyale medarbejdere, der fortsætter med at udvikle sig på jobbet, selvom hverdagen bliver mere digital!
 
På Fyn er projektet nu gået i gang og startede ud med informationsmøder for 58 medarbejdere den 5. april. Her deltog også DR P4 Fyn, der satte fokus på det nye projekt. Du kan høre indslaget her (det starter ca. 5 min. inde i programmet).
- Det var spændende informationsmøder med god stemning og spørgelyst. På mødet gik vi rundt og spurgte hver enkelt, om de ville melde sig til afklaring i læsning og matematik - og det var der 55, der sagde ja til - stor succes, fortæller Mette Esther Hansen, FVU- og OBU-koordinator hos HF & VUC FYN.



Den 12. og 13. april blev der gennemført afklaring for 45 medarbejdere (10 afklares senere) - fordelt over begge dage - fra morgen til sen aften. Afklaringen fordelte sig med:
  • 10 på OBU
  • 27 FVU-læsning,
  • 4 FVU for to-sprogede
  • 32 FVU-matematik.
 
Undervisningen forventes at starte til august.   

Fakta om Moduluddannelsen


  • Moduluddannelsen omfatter medarbejdere på samtlige terminaler og knudepunkter over hele landet
  • Tilbuddet omfatter også mulighed for særligt tilrettelagt undervisning til ordblinde eller tosprogede
  • Uddannelsesforløbene forventes at begynde i august 2016
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar