torsdag den 14. april 2016

Hf blev Nicks vej til universitetet

Fra VUC til jurastudiet

Efter at have afsluttet sin hf på HF & VUC FYN Nyborg i 2015 satte Nich Jensen sit sigte efter jurastudiet på Syddansk Universitet – og han blev belønnet for sin målrettethed.

Nick fik sit eksamensbevis i sommeren 2015

”Når man lige har fået sin hue på, er der jo så mange muligheder, der står åbne for en”, fortæller Nick, der dog siden han var otte år altid har haft et godt øje til jurastudiet. Nick måtte dog lige et par omveje og prøve nogle andre ting af, inden han kom tilbage til juraen.

”Jeg var først startet på gartneruddannelsen på Kold College i Odense, men jeg følte ikke, at det var noget for mig. Jeg tog derfor kontakt til min vejleder og fortalte, at jeg havde fået lysten til at studere tilbage”, siger Nick Jensen.

Hans vejleder anbefalede, at han tog en hf på VUC i Nyborg for at få en videregående uddannelse, hvor han kunne få genopfrisket sin viden - men bare på et voksent niveau. Han havde dog ikke en tiende klasses eksamen, men kom ind på baggrund af de andre ting, han havde med sig i bagagen.
”Jeg fik lært en masse dejlige mennesker at kende, både elever og lærerne, som har givet sig fuldt ud i undervisningen. Jeg fik lært en masse nye spændende ting, da undervisningen var meget varieret. Så da jeg efter to år fik min studenterhue, følte jeg virkelig, at jeg havde opnået meget på kort tid”, fortæller Nick Jensen.



Jurastudiet på Syddansk Universitet krævede et gennemsnit på over ni for at komme ind. Men da Nick valgte at studere videre direkte efter færdiggørelse af hf’en, fik han tildelt bonuspoint, der gjorde, at gennemsnittet blev højt nok til jurastudiet, der i øvrigt var hans eneste uddannelsesønske.

”Det blev selvfølgelig ved med at rumstere i hovedet, om jeg nu var god nok til at komme ind, eller om der overhovedet var plads til mig”.

I juli måned kom der så svar om, at han var blevet optaget på ønskestudiet. Og efter de første 8 måneder på studiet er han fortsat glad for sit valg: ”Jeg har friheden til at studere på den måde som jeg vil og i det tempo, jeg synes er godt. Jeg behøver ikke engang at møde op, da man kan studere derhjemme – hvis bare jeg består eksaminerne”, fortæller han.

Nick kan se frem til endnu fire års studier inden han i 2020 vil kunne kalde sig jurist. Derefter vil der være nye valg at træffe: ”Mit studie giver mig adgang til mange muligheder, men jeg har ikke helt bestemt mig endnu”, fortæller Nick, der dog lige nu hælder mod en karriere som forsvarsadvokat.

”Om det er det, jeg ender ud med at blive, kan jeg ikke sige, da der er så mange jobmuligheder forbundet med det at være jurist”, slutter Nick af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar