torsdag den 16. juni 2016

Fra pauserum til læringsrum



Der bliver høstet mere end grøntsager hos Alfred Pedersen og Søn i disse dage. Hen over foråret og sommeren tilbyder gartneriet undervisning i dansk til virksomhedens primært østeuropæiske gartneriarbejdere. Uddannelsen skal ses som en investering, som både virksomheden og medarbejderne kan høste frugterne af.

Hver tirsdag og onsdag kl. 12.30 er den store medarbejderkantine hos Alfred Pedersen & Søn omdannet fra pauserum til læringsrum. Lærere fra HF & VUC FYN står for undervisningen af i alt 23 medarbejdere i pensummet, der består af mundtlig dansk, læsning og grammatik.

Undervisning i trygge rammer


Og det gavner læringen, at undervisningen foregår på selve arbejdspladsen, det mener Susanne Frost Maarbjerg, der underviser en gruppe af medarbejderne i FVU for tosprogede.

”Jeg tror, at medarbejderne føler sig mere på hjemmebane i deres vante rammer. Det handler jo om at skabe et trygt miljø, hvor de tør bruge de ting, de har lært. Så skidt med, at man ikke altid får bøjet ordene korrekt og sat dem i den rigtige rækkefølge, siger Susanne Frost Maarbjerg, der også har fokus på at gøre undervisningen så relevant for medarbejderne som muligt.

”Det handler om at give dem nogle øvelser og tekster, der er relevante for dem og deres hverdag, og jeg lader jeg mig inspirere af den hverdag, de går i, når jeg udvikler materialet”, forklarer Susanne Frost Maarbjerg.

Gavner både virksomhed og medarbejdere


Personale- og driftschef, Kevin Humphries
Der er flere gode argumenter for at satse på uddannelse. Det mener personale- og driftschef hos Alfred Pedersen & Søn, Kevin Humphries.

”Vi forbedrer kommunikationen i hverdagen, og vi styrker tilfredsheden blandt medarbejderne. Og derudover tror jeg også på, at det kan hjælpe dem i det daglige”, fortæller Kevin Humphries.

”Vi ser det som en investering, der gavner både virksomheden som et hele og den enkelte medarbejder. Og selv om man ikke kan måle en forskel fra den ene dag til den anden, så tror jeg på, at hvis man er glad på sin arbejdsplads, så er man også mere effektiv”, siger Kevin Humphries.


Bruges både på arbejde og privat


Inden undervisningen gik i gang blev alle medarbejdere testet, for at de kunne placeres på det rigtige niveau. Medarbejdere uden kendskab til sproget blev placeret på FVU-start, mens de medarbejdere, der allerede talte lidt dansk, blev placeret på FVU trin 1 for tosprogede.

Polske Sylvia Stanczyk er en af de gartneriarbejdere, der har takket ja til tilbuddet om danskundervisning. Hun har tidligere været på skolebænken for at lære dansk for 4 år siden, men dengang var tempoet i undervisningen for højt, og det var svært at følge med. I dag på FVU-forløbet for tosprogede går det dog bedre, fortæller Sylvia.

Sylvia Stanczyk (th)
”Jeg synes undervisningen her er god. Det er stille og roligt. Lærerne bruger almindelige ord og eksempler fra hverdagen. I timerne læser vi, vi snakker sammen og vi lærer fx også at skrive e-mails, forklarer Sylvia, mens hun slår op på en tilfældig side og viser lærebogen frem, som de bruger i undervisningen.

Allerede nu føler Sylvia, at hun har fået gavn af undervisningen, og det kan mærkes på jobbet.

”Jeg forsøger at snakke så meget dansk som muligt, også selv om jeg er genert, og det giver nogle sjove situationer nogle gange, men mine kolleger er meget søde, fortæller en grinende Sylvia, der også privat nyder godt af sine nye sprogkundskaber.

”Jeg bruger det, jeg lærer, når jeg har skolehjemsamtale på min datters skole. Det er virkelig dejligt”, forklarer Sylvia.

Også kollegaen Barbara Ciaciura, der ligeledes kommer fra Polen, har fået god gavn af undervisningen – både på arbejde og privat.

”Jeg bruger ikke kun det jeg har lært på arbejdet. Når jeg får brev fra kommunen eller hvis jeg skal i banken, så er det godt at kunne læse og skrive på dansk”, fortæller Barbara.

Fortsætter tilbuddet til efteråret


Alfred Pedersen & Søn har planer om at forsætte undervisningen til efteråret, hvis der er fortsat interesse fra medarbejderne, lyder meldingen fra Kevin Humphries.

1 kommentar:

  1. Der er virkelig et behov og det nytter, så tak til medarbejderne, virksomheden og lærerene for at I bruger jeres ressourcer på at deltagerne bliver bedre til dansk . Nu kan I nyde sommeren inden vi fortsætter i august . Vh Grethe Bjært

    SvarSlet