onsdag den 21. september 2016

Først Hf-søfart - nu hele verden!

Læs Mikkels beretning om livet som sømand efter 3 år på Hf-søfart hos HF & VUC FYN på Ærø.

Af Mikkel Frogh Lillelund



Sidste sommer dimitterede jeg på Hf-Søfart i Marstal efter 3 skønne og lærerige år. Et par måneder senere sad jeg i et fly på vej til Caracao i Sydamerika. Her skulle jeg påmønstre mit første skib som styrmandsaspirant hos UNI-Tankers. Jeg var utrolig spændt og nervøs, da jeg ikke anede, hvad der ventede mig derude, og hvordan mit liv ville være de kommende 4 måneder. Udmønstringen var en kæmpe oplevelse som ung knægt på 20 år med både op og nedture.

Nu havde jeg virkelig fået blod på tanden til at få mine 12 måneders sejltid som styrmands-aspirant. Ligegyldigt hvilket job eller uddannelse man vælger, vil der altid være op og nedture. Det har jeg altid været afklaret og indforstået med. Derfor skulle et par mørke, gyngende, hjemve-dage ikke ødelægge min lyst til at blive sømand.

Jeg vil være sømand
Det er ubetinget mit livs største valg. Hvad skal skal man være, når man bliver voksen?
Jeg ved, at jeg ville kunne blive en supersælger eller en forrygende advokat. Jeg er bare overbevist om, at jeg hurtigt vil blive fanget i et 8-16 job, og det er jeg ikke klar til endnu. Før jeg overhovedet tør tænke tanken om et 8-16 job, vil jeg have en på opleveren ude i den store verden.

Der hersker ingen tvivl om, at Danmark er en yndig lille velfærdsblomst med fantastiske levevilkår. Dog er forskellen enorm på Rebild Bakker og Rocky Mountains, eller Vesterhavet og Great Barrier Reef. Oplevelser som Rocky Mountains eller Great Barrier Reef er jeg simpelthen nødt til have, før jeg har lyst til at slå mig ned med villa, Volvo og vovse herhjemme i Danmark. Det, at blive sømand, er uden tvivl »the golden ticket« ud i den store verden. Der findes meget få jobs i verden, hvor man får 6 måneders lønnet ferie om året. Det giver mig både tid og kapital, til at kunne drage på eventyr i den store verden.

Når det så er sagt, kan jeg ikke komme udenom at arbejdet på havet giver mig en helt unik følelse af frihed og mental ro. Langt væk fra storbyens stressede mennesker, som alle stormer rundt og har så travlt med deres eget liv. Arbejdet på dækket er meget alsidigt og byder på en bred vifte af arbejdsopgaver. Det er rigtig fedt, da man kommer hele vejen rundt og lærer alt lige fra rørsystemer til vedligeholdelse af dækket.

Ligeledes er jeg helt vild med, at man mere eller mindre løser alle udfordringer selv. Hvis der er noget der ikke virker, så sørger man for at få det til at virke! Arbejdet på broen er utroligt spændende og kræver, at man er skarp hver gang, man har vagt. Jeg elsker tanken om det store ansvar, der ligger og venter ude i horisonten. Det er jo frem for alt menneskeliv samt enorme summer penge, man som styrmand har ansvaret for. Jeg er sikker på, det er sundt som menneske at stå med så stort et ansvar på sin arbejdsplads. Den erfaring og det ansvar vil man kunne tage med sig resten af livet.

At være en del af et multi-nationalt crew med en fælles målsætning er meget lærerigt og til tider udfordrende. Det er med til at udvikle mine sociale- og samarbejdskompetencer.

Mikkel og hans filippinske kolleger

Ligeledes giver det mig et kæmpe indblik i de kulturforskelle, som er til stede blandt besætningen. Det er med til at sætte mit liv i perspektiv. Det minder mig ofte om hvor gode forudsætninger i livet, jeg har som dansker i modsætning til f.eks. en Filipiner. Jeg har den dybeste respekt for Filipinerne, som har udmønstringer på 6 måneders varighed, efterfulgt af 3 måneders ferie.

Ligeledes er det sundt og komme ud på et skib og midlertidigt miste det liv, som man altid har været vant til. Det medfører forøget værdsættelse af de personer eller de ting, som virkelig betyder noget for en. Det med at tage ting for givet er et overstået kapitel, da man ved at skibet snart sejler igen. I øjeblikket er jeg i gang med min sidste udmønstring af 4 måneders varighed på Selandia Swan. Vi ligger ud for Gøteborg og sætter snart kursen mod Finland.

Planen er at starte på Marstal Navigationsskole fra januar 2017.

Læs mere om Hf-Søfart her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar