tirsdag den 7. februar 2017

Fra ufaglært mor til fire til færdiguddannet specialpædagog



Da Joan Opsand Larsen blev fyret fra sit job tilbage i 2012 tog hun en beslutning. Nu skulle det være slut med ufaglært arbejde. Den beslutning blev starten på en lang uddannelsesrejse, der i første omgang førte hende til HF & VUC FYN og derefter til University College Lillebælt, hvor hun netop har bestået pædagoguddannelsen med et 12-tal i sin sidste eksamen.


Joan har altid haft let ved at skabe relationer til andre mennesker. Så da hun startede på HF & VUC FYN var det oplagt at vælge et skræddersyet hf-enkeltfagsforløb målrettet pædagoguddannelsen. Her blev hun kun undervist i de mest relevante fag – og det gav plads og overskud.

”Det gode ved et enkeltfagsforløb er, at det er skræddersyet til den uddannelse, du vil læse videre på. Der er færre fag og dermed mere tid til at fokusere på de enkelte fag, i forhold til hvis man skulle tage en fuld hf”, fortæller Joan, der dog ikke lægger skjul på, at hun ikke har kunne klare at jonglere job, familie og studie uden støtte hjemmefra.

”Jeg har da haft meget fravær fra familien. Men det handler meget om at planlægge sin tid. Min mand har været en god støtte og troet på mig. Og det er vigtigt med et godt og stabilt bagland og nogen, der tror på en. Så skal man nok komme i mål”, siger Joan og fortsætter:

”Man skal ikke sige, at man ikke kan. Man starter ikke med at have en plan, men hvis man har viljen til at ville lykkedes med noget og man har troen på det, så skal det også nok lykkedes”.


Støtte fra familien

Vejen til målet har dog ikke været uden udfordringer for Joan, der undervejs i sit uddannelsesforløb har skulle finde og genfinde troen på egne evner. Selvtilliden fandt hun dog på VUC, da hun blev mødt med den tro på egne evner, som hun selv manglede. Og Joan husker specielt én lærer fra tiden på VUC.

”Maria Gyldendal, som underviste mig i engelsk har betydet meget for mig. Hun troede virkeligt på os. Hun viste os, at det var okay at lave fejl, kaste sig ud i tingene og bare snakke løs – også selv om det ikke lød helt rigtigt til begynde med”, fortæller Joan.

En del af fællesskabet

Da Joan startede på pædagoguddannelsen var et kig rundt i klasselokalet nok til at se, at hun var ældre end de fleste andre studerende. Men det faktum holdt hende på ingen måde tilbage fra at gå ´all-in´ på studiet og det sociale samvær.

”Når man har den alder, jeg har, så stikker man måske lidt ud på sådan en uddannelse. Men jeg har alligevel valgt at kaste mig ind i fællesskabet og ikke stå på sidelinjen. Jeg har været med til alle arrangementer og fester. Det styrker bare ens relationer og gør, at man bliver en del af fællesskabet”.

Arbejde med omsorgssvigtede børn og unge
Selv om blækket på diplomet kun lige er tørt så er det første job allerede i hus. Den 1. januar startede Joan på et opholdssted for omsorgssvigtede børn og unge – et spændende og udfordrende job, hvor hun får mulighed for at bruge de ting, hun har lært på uddannelsen til social- og specialpædagog.

Og selv om Joan er glad for at være kommet i gang med sit nye arbejde, så har hun ikke sat benene i en uddannelsesinstitution for sidste gang, lyder meldingen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar