tirsdag den 5. december 2017

”HF-enkeltfag giver mig friheden til at følge det jeg brænder for"

Laura Jensen er glad for at gå på hf-enkeltfag på HF & VUC FYN i Odense. Det fleksible studie er det perfekte match for den 19-årige elitesvømmer, der både skal balancere lektielæsning og svømmetræning i en travl hverdag.

Når Laura Jensens vækkeur ringer kl. 5, ligger de fleste af hendes klassekammerater formentlig stadig lunt under dynen. Men som elitesvømmer er de tidlige morgener en del af rutinen.

”De fleste dage træner jeg to gange om dagen. Jeg træner fra 5.45 til 7.30, og så kan jeg lige nå hjem og smøre en madpakke inden jeg har time kl. 9.45. Hvis jeg har tidligt fri, så kan jeg som regel lige nå hjem og få mig en lur, inden jeg skal svømme igen om eftermiddagen”, fortæller Laura, der bruger ca. 25 timer om ugen på sin træning.

Laura flyttede hjemmefra allerede som 16-årig og tog turen fra Nordjylland til Odense, hvor hun startede på en 4-årig Team Danmark-linje på Tornbjerg gymnasium. For at skære et år af sin uddannelse valgte hun dog at færdiggøre sin studentereksamen med hf-enkeltfag på HF & VUC FYN i Odense.   

Fleksibel hf gør hverdagen lettere
Selv om uddannelsen er kortere, er der ifølge Laura stadig tid til, at hun kan følge sin passion for svømning samtidig med, at hun tager sin studentereksamen. 

”Jeg synes, at hf-enkeltfag er meget fleksibelt. Hvis jeg fx er presset og har et stævne en weekend, så kan jeg godt få et par ekstra dage til at lave mine afleveringer.”

Med al den træning kræver det overblik at finde tid til lektielæsning, så Laura øver sig i at planlægge sin hverdag og prioritere, hvad hun bruger sin tid på.

”Jeg sørger for at få lavet mine afleveringer. Og så synes jeg selv, at jeg er god til at prioritere i de dag-til-dag lektier jeg brug for at læse op på, men der er altid plads til forbedring” griner Laura.

Første EM venter
Når det kommer til svømningen har Laura dog allerede knækket koden, og hun har i år kvalificeret sig til EM for første gang. Europamesterskaberne i København venter lige rundt om hjørnet, og de berømte sommerfuglene er da også begyndt at baske lidt med vingerne.

”Jeg har ikke de store forventninger. Selvfølgelig vil jeg gerne svømme ned til mit bedste, som jeg gjorde til DM, men jeg tager det som en på opleveren. Jeg tror, at jeg bliver meget nervøs, hvis jeg lægger for meget pres på mig selv”, siger Laura, der dog beskriver sig selv som en dårlig taber, og derfor nok ikke pakker ambitionerne alt for langt væk.  

Studenterhue, sol og sydstatseventyr venter forude
Til sommer venter den sidste eksamen og den længe ventede studenterhue. Men ikke længe efter det sidste punktum for studielivet i Danmark er sat tager Laura hul på næste kapitel af svømmekarrieren. 

Allerede til august sættes kursen mod USA, nærmere bestemt solskinsstaten Florida, hvor Laura har fået et studielegat og skal svømme for et lokalt college-svømmeteam.

”I sommers blev jeg dansk mester i 200 meter fri, og derefter fik jeg flere tilbud fra USA. Jeg tog derover og kiggede på et par skoler og valgte den i Florida, hvor jeg har skrevet under på en 4-årig periode. Der ligger selvfølgelig mange tanker bag min beslutning, både ift. familie og afstanden, men det er en kæmpe mulighed, og det er jo kun en flyvetur væk”, slutter Laura af.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar